Ufrivillig normbryder
I Danmark har vi en forestilling om, at normen for arbejdslivet hedder 37 timer, og at ”man” holder sig snorlige sit karrierespor.
Det er vigtigt at bemærke, at det er en forestilling om normen. Det er en fortælling – ikke virkeligheden.
Det er en fortælling, der er afgørende for, hvordan vi har det med at bryde med normen.
Mange føler sig forkerte, når de bryder med forventningen til den ugentlige arbejdstid eller gør store
brancheskifte. For de flestes tilfælde, er de blevet normbrydere i arbejdslivet ved et tilfælde. Som en
sideeffekt af faktorer i deres helbred, deres familieliv eller noget helt syvende.
Når spørgsmålene rammer
Mange føler, at de skal forklare sig, når spørgsmålene om deres ”anderledeshed” i arbejdslivet dukker op.
Det kan føles ubehageligt, og man kan hurtigt føle sig blottet i sådan en samtale.
I mine samtaler med fleksjobtilkendte, branchehoppere og hjemmeforældre plejer jeg at stille to
spørgsmål:
1) Skylder du reelt hvem-som-helst en forklaring?
2) Hvilken formulering er din ”go to”, når du bliver spurgt ind til det?
Svaret på nr. 1 giver for det meste sig selv:
Nej, du skal ikke berettige for nogen, at du arbejder mindre end fuldtid – eller at du træder ned ad
ledelsesstigen – eller at du tog dén der lange uddannelse blot for at opdage, at trivslen lå i en helt anden retning.
Spørger vedkommende endda kritisk ind, så er du faktisk fuldt berettiget til at sige fra og frabede dig kritiske spørgsmål til personlige beslutninger i dit liv.
That was a good vending
Det kan være decideret angstprovokerende at skulle til Tante Odas 80-års fødselsdag og vide, at fjerne slægtninge vil tage hul på spørgsmålene om arbejdslivet. Derfor kan det give fred i sind på forhånd at have en formulering klar, til hvis de lidt for nysgerrige eller lidt for kritiske spørgsmål rammer.
Du ved med dig selv, at dit arbejdsliv ser ud, som det nu engang er meningsfuldt for dig – og du er faktisk den eneste i hele verden, du er forpligtiget til at kunne berettige netop dét valg overfor.
Med dén faktor kridtet op, kan du finde inspiration i denne opskrift, som andre har brugt før dig:
[Kort svar] + [Evt. grænsesætning] + [Modspørgsmål]
Eksempel nr. 1: ”Sådan fungerer arbejdslivet bare bedst for mig. Og hvad gør du så for at få arbejdslivet til at fungere?”
Eksempel nr. 2: ”Der ligger mange, lange overvejelser bag beslutningen om at gøre arbejdslivet på dén måde – men det er ikke noget, jeg ønsker at gå i dybden med her, for dét er en privat sag. Men jeg fortæller gerne om [selve faget/arbejdspladsen/en hobby/nogle fremtidsplaner], hvis du er interesseret i det?”
Det handler om ordentlighed
Det handler i virkeligheden om at stå ved, at du har god grund til at gøre (arbejds)livet på den måde, der fungerer for dig. Uagtet om beslutningerne skyldes helbred, familieliv, økonomi eller livsværdier.
Det er dit liv. Lev det på din måde, og tag alle de gode, givende, nærende snakke om (arbejds)livsvalg, når de byder sig. Og når spørgsmålene kommer fra uønsket kant eller med en kritisk indgangsvinkel, så mød op for dig selv med ordentlighed og sæt dine grænser.
Måske det netop er den måde, du håndterer sådanne spørgsmål, der sætter ringe i vandet og får andre til at (gen)overveje, om de egentlig selv har trivslen med sig i arbejdslivet.
