Selvrefleksion - se ind ad og find din rette vej

 

Mange af os føler, at vi ofte er nødt til at gøre “som man bør”. Vi lever i en perfektions kultur, hvor vi hele tiden skal fremstå perfekte. Vi skal se perfekte ud, vi skal have det perfekte job, have det perfekte hjem og den perfekte familie osv. Men hvorfor egentlig det? Mon ikke man kan være lykkelig uden alt det perfekte? Hvis du ligesom jeg også mener, at det, at skulle være perfekt hele tiden, er en misforståelse, så er selvrefleksion måske noget for dig.

 

Selvrefleksion er et begreb fra filosoffen og social teoretikeren Jürgen Habermas. Formålet med selvrefleksion er at blive opmærksom på de antagelser og fordomme, som tager os ved næsen. På den måde kan selvrefleksion hjælpe os med at frigøre os fra selvbedrag og misforståelser. Selvrefleksionen “løser [på den måde] subjektet fra dets af-hængighed”.

 

Gennem selvrefleksionen kan du få indsigt i dig selv – hvem du virkelig er under alt det perfekte.  Du kan få et indblik i dine egne sande værdier og kvaliteter, du kan lære at sætte spørgsmålstegn ved dine handlinger og du vil kunne lære at forstå dine følelser bedre.

 

Selvrefleksion er dog en livslang rejse, som kræver tid og tålmodighed, men udbyttet kan være stort.

 

Her er et par gode råd til, hvordan du stille og roligt kan komme i gang med selvrefleksionen.

 

1. Begynd at skrive dagbog

Dagbogen kan både bruges til at få ting ud af “systemet” – situationer eller tanker der plager dig. Den kan også bruges til refleksion. Du kan gå tilbage og reflektere over det, du har skrevet. Hvorfor gjorde jeg mon sådan? Hvorfor følte jeg det? Osv.

Du begynder måske at kunne finde nogle mønstre ved dine følelser og handlinger – når nogle siger sådan, føler jeg mig glad, ked af. frustreret el.lign. Her kan du så overveje, om det er mønstre, som du bør gøre op med.

 

2. Definer dine værdier

Overvej hvad dine værdier er, både privat og professionelt. Hvad er vigtigt for dig? Prøv også at stille dig selv kritiske spørgsmål – hvorfor er netop dét vigtigt for mig? Overvej også om det er nogle du virkelig kan efterleve- og så kan du jo prøve at prioritere dem. Hvilke værdier er de vigtigste for dig?

Når du har reflekteret over dem og baggrunden for dem, så er det meget nemmere at holde fast i dem og være stolt af dem.

 

3. Overvej hvilke hindringer der er på din vej?

Har du oplevelser med ikke at nå dine mål? Det har vi nok alle sammen prøvet. Overvej hvorfor? Hvad stod i vejen for, at du kunne nå hele vejen? Var der nogle helt konkrete praktiske ting du ikke fik gjort? Er der noget, du generelt er god til at udskyde? Eller har du måske nogle overbevisninger, som hindrer dig i overhovedet at komme i gang? Hvorfor har du de overbevisninger? Og er de sande? Husk at være kritisk.

 

Der er mange måder at udøve selvrefleksion på, men husk altid at overveje baggrunden for, hvorfor du handler, tænker eller føler som du gør – og vær kritisk.

 

Hvis du har brug for hjælp til at komme i gang eller videre, så kan du booke en sparring hos FlexAlliancen – Vi vil gerne hjælpe dig.