Da Natalie Simonsen begyndte at blive voldsomt træt, forklarede hun det først med en presset hverdag som nybagt mor, studerende og praktikant. Det viste sig dog senere, at trætheden skyldes viral meningitis. I dag er hun rask fra selve infektionen, men døjer stadig med senfølger i form af voldsom træthed. Hun arbejder som børne- og ungerådgiver i fleksjob – og for hende er nysgerrighed noget af det vigtigste, hvis flere mennesker skal have mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet.
I begyndelsen var det svært for Natalie at forstå, hvad der skete.
Hun var netop blevet mor for anden gang og var på barsel med sin søn, som kun var to måneder gammel. Samtidig var hun i gang med at uddanne sig til socialrådgiver. Så da hun begyndte at blive voldsomt træt, fandt hun forklaringer i alt det, der allerede fyldte.
Det var bare småbørnslivet.
Det var bare studiet.
Det var bare praktikken.
Men trætheden blev ved og den begyndte at vise sig på måder, der ikke føltes almindelige.
Som når hun f.eks. endnu en gang gav sin datter skoene forkert på. Eller når hun gik ud i køkkenet for at hente et glas vand og pludselig stod med glasset i hånden uden at vide, hvad hun var i gang med.
Men hun fejede det hen.
Først da hun kom i praktik, blev det for alvor tydeligt, at noget ikke var, som det plejede. Hun begyndte at få sværere ved at huske og holde overblik, og hun skrev flere og flere ting ned for at finde løsninger og kæmpede sig videre.
Samtidig havde hun fået et studiejob, hun var rigtig glad for. Det føltes som et drømmejob og gav hende værdifuld erfaring under uddannelsen.
Da hun endelig fandt ud af, hvad trætheden i virkeligheden skyldtes, fik hun samtidig at vide, at hun var nødt til at sige studiejobbet op, hvis hun skulle få det bedre.
“Jeg græd af ulykkelighed og lettelse,” fortæller Natalie og fortsætter: “For jeg kunne godt mærke, at jeg ikke kunne holde til det, selvom der ikke var noget, jeg hellere ville. Jobbet betød meget, men min krop kunne ikke mere, og da den endelig fik lov til at slappe af, sov jeg i to måneder.”
Hvad er det, I tænker, jeg ikke kan?
Efter studiet blev Natalie sygemeldt, mens det skulle afklares, hvor meget hun kunne arbejde.
Her oplevede hun noget, som mange i afklaringsforløb kan genkende: At andre hurtigt får en idé om, hvad man kan og ikke kan.
På et tidspunkt blev hun mødt med en vurdering af, at hun ikke kunne arbejde som socialrådgiver.
Men Natalie kunne ikke genkende konklusionen – og hun ville have lov til at prøve.
Derfor begyndte hun at stille spørgsmål til rådgiveren:
“Hvad er det, I tænker, jeg ikke kan?
Kan jeg ikke holde møder?
Må jeg ikke tænke?
Hvad er det konkret i jobbet, der ikke kan lade sig gøre?” spørger Natalie og fortsætter:
“For hvis nogen vurderer, at et menneske ikke kan varetage et bestemt arbejde, må de jo fortælle, hvad vurderingen bygger på. Handler det om timerne? Opgaverne? Tempoet? Møderne? Ansvaret? Eller handler det mest om en forestilling om, hvad fleksjob er?
Hvis du gerne vil have, at jeg skal lave noget andet, så bliver du nødt til at fortælle mig, hvad det er, jeg ikke kan,” fortæller Natalie.
Det var der ingen, der kunne svare på.
Nysgerrigheden, der åbnede nye muligheder
Senere mødte Natalie en anden rådgiver, som ikke bare kiggede på hendes sag og antog en helt masse, men begyndte at spørge ind.
Hvad laver man egentlig som børne- og ungerådgiver?
Hvad består jobbet af?
Hvilke opgaver ligger der?
Og kunne det måske lade sig gøre på færre timer?
“Hun var så lyttende og så nysgerrig på, hvad jobbet som børne- og ungerådgiver består af,” fortæller Natalie.
Det gjorde en forskel.
Vejen ind i jobbet gik dog ikke helt lige. Først var der kontakt til Haderslev Kommune, hvor Natalie tidligere havde været i praktik, og hvor de gerne ville have hende tilbage – uanset timetal. Men det kunne hun ikke få lov til, fordi der var for langt.
I stedet ringede hun til Kolding Kommune og spurgte, om hun måtte komme i praktik dér.
Det måtte hun gerne.
Her blev hun afklaret til 12 timer om ugen og blev efterfølgende ansat i fleksjob. I dag arbejder hun som børne- og ungerådgiver.
Misforstået omsorg kan også spænde ben
Noget af det, Natalie gerne vil gøre op med, er forestillingen om, at fleksjob siger noget om ens faglige niveau.
For hende handler fleksjob ikke om mindre faglighed, men om færre timer. Hvis hun arbejder for meget, kan hun få svært ved at huske, tænke og tale. Men når arbejdet passer til hendes timer, kan hun bruge sin faglighed på fuldstændig lige vilkår med sine kollegaer.
Alligevel oplever hun, at der stadig findes mange fordomme om fleksjob.
“Det er som om, mennesker i fleksjob helst skal have lettere opgaver, ufaglært arbejde eller mindre ansvar. Det er lidt som om, at nu er du syg, så må du ikke tænke. Jeg ved godt, at det nogle gange kommer af omsorg fra nogen, der egentlig vil mig det godt, men hvis bekymringen hele tiden handler om, om jeg nu kan klare en opgave, er det ikke en rar omsorg. Tværtimod.”
For Natalie rammer den omsorg skævt, fordi den hurtigt kan komme til at ligne en tvivl på hendes faglighed.
Hun har sager, ligesom hendes kollegaer har. Hun har bare færre af dem.
For borgerne er hun ikke “hende i fleksjob”. Hun er deres rådgiver.
Og det er netop pointen.
Man ved ikke, hvad man kan, før man har prøvet
Når Natalie skal pege på, hvad der kan gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt, vender hun tilbage til det samme ord: nysgerrighed.
“Jeg synes, det handler meget om at være nysgerrig. At være spørgende,” siger hun og fortsætter:
“I stedet for at konkludere, at et job nok er for krævende, kan man spørge, hvad der skal til, for at det kan lade sig gøre. Kan opgaverne fordeles anderledes? Kan man have færre sager? Kan en hjemmearbejdsdag gøre en forskel? Kan jobbet skrues sammen på en anden måde?”
For Natalie er det tydeligt, at vi har brug for et arbejdsmarked, hvor vi ikke låser os fast på én bestemt måde at arbejde på.
Vi skal i stedet turde undersøge, hvad der faktisk kan lade sig gøre.
Det gælder også, når man selv tvivler på, om man kan det, man gerne vil.
“Man ved jo ikke, hvad man kan, før man har prøvet,” siger Natalie.
Og måske er det netop dér, nysgerrigheden starter. Hos den enkelte, hos arbejdspladsen og hos dem, der skal være med til at åbne døren.
