Motivationen er det, der gør at du kan komme videre, skabe nye muligheder for dig selv, og opnå dine mål. Motivationen er en drivkraft, der får mennesker til at opretholde en målrettet adfærd. Det er også den, der får dig gennem de svære perioder. Men hvad er det egentlig der motiverer dig? Her kan du læse lidt om forskellige former for motivation og måske kan det hjælpe dig til at identificere din motivation. 

 

Indre og ydre motivation – hvad driver dig?

 

Disse typer af motivation handler om, hvad der driver dig. 

 

Indre motivation handler om den indre lyst og tilfredsstillelse, du får ved at gøre noget. Det kan være glæden ved at lære noget nyt, følelsen af at bidrage, eller at opnå personlig udvikling. Når du er motiveret indvendigt, drives du af dine egne værdier, interesser og mål. Du kan faktisk ikke lade være.

 

Ydre motivation, derimod, er baseret på belønning eller anerkendelse. Det kan f.eks. være løn, ros eller status. Det kan også være ønsket om at komme tilbage i job for at skabe stabilitet eller opfylde forventninger fra omgivelserne.

 

Indre og ydre motivation har begge deres styrker – og udfordringer. Når man er drevet af en ydre motivation, er man afhængig af andre og omgivelserne, til gengæld kan det virke meget motiverende, hvis de belønner dig med opmærksomhed eller anden støtte. Kan man derimod fastholde og drives af sin indre motivation, er man selvhjulpen uanset andre og omgivelserne – dog kan ydre faktorer spille ind på mulighederne for at opnå det, som man er motiveret for. 

 

“Hen imod” og “Væk fra” motivation – forstå den vej du skal gå

 

Disse typer af motivation handler om, hvorvidt du vil væk fra noget eller hen mod noget.

 

Hen-mod motivation handler om, hvilket ligger i begrebet, at du drives af at opnå noget. Det er dét, der er dit mål. Det kan f.eks. være  at få et job, genfinde selvværd eller realisere en drøm. Det er en positiv kraft, der skubber dig fremad, fordi du fokuserer på dét, som du ønsker at opnå.

 

Væk-fra motivation handler derimod om, at du ønsker at slippe væk fra noget. Det kan f.eks. være sygdom, usikkerhed, dårlige arbejdsforhold eller frygten for at blive holdt udenfor. Det kan give en lyst til at ændre situationen, men samtidig er der stor risiko for at skabe stress, fordi fokuspunktet er negativt. Samtidig er vejen væk heller ikke helt tydelig. Væk fra motivationen kan sammenlignes med, at du kontakter et rejsebureau, men ikke kender din ønskede destination. Når de spørger dig, hvor du vil hen, svarer du, at det er lige meget – du vil bare væk herfra. Hvis du så bliver sendt på en skiferie, finder du ud af, at du hellere ville have været på en badeferie.

 

En god strategi er at finde en balance mellem de to ved at konkretisere klare mål, der motiverer dig fremad (du skal kende din feriedestination). Samtidig skal du dog også anerkende og arbejde med de udfordringer, du ønsker at slippe væk fra.

 

Brug din motivation og kom videre

Motivation er både indre og ydre, og den kan både drive os væk fra noget eller hen imod noget. Ved at fokusere på det sted, du vil hen og samtidig identificere din  drivkraft (indre/ydre), kan du bevare energien – også når det føles svært. Husk, at du ikke er alene, og at små skridt hver dag kan føre dig tættere på dit mål.

 

Du kan altid få personlig sparring og støtte hos FlexAlliancen.