Første del af blogserien: Det danske arbejdsmarked set med internationale øjne
Jeg har boet i Danmark i seks år, og i løbet af den tid er Danmark blevet meget mere end det land, jeg flyttede til for at studere.
Jeg har taget hele min videregående uddannelse her, først som bygningskonstruktør fra VIA University College i Aarhus og siden med en kandidat i Entreprenørskab og Forretningsudvikling fra Aalborg Universitet. Jeg taler dansk, har haft studiejob og praktik og har arbejdet på danske arbejdspladser ved siden af studiet.
Danmark er også blevet en del af mit private liv. Jeg har en dansk kæreste og er gennem ham blevet en del af en dansk familie, og på den måde har jeg lært sider af kulturen, traditionerne og hverdagen at kende, som man ikke lærer gennem en uddannelse eller på en arbejdsplads.
Alligevel har jeg flere gange haft en mærkelig fornemmelse, når jeg har søgt arbejde. Som om der stod et ekstra ord øverst på mit CV, som jeg ikke selv havde skrevet:
International.
Jeg gjorde det, man får at vide, man skal gøre
Da jeg flyttede til Danmark, vidste jeg godt, at det kunne kræve noget ekstra at finde vej ind på arbejdsmarkedet. Rådene til internationale studerende er egentlig ret klare: Lær sproget, få dansk erhvervserfaring, forstå kulturen og opbyg et netværk.
Det forsøgte jeg at gøre. Mens jeg studerede, tog jeg de jobs, jeg kunne få, og arbejdede blandt andet med rengøring. Senere fik jeg studierelevante praktikpladser og efterhånden også mulighed for at arbejde med administrative opgaver og kontorarbejde. Samtidig lærte jeg dansk, så jeg kunne bruge sproget både i min hverdag og på arbejdet.
På papiret burde mange af de klassiske barrierer derfor efterhånden være væk, men sådan har det ikke altid føltes.
Den første relevante erfaring var den sværeste at få
Særligt den første relevante kontorstilling var svær at få. Jeg løb ind i det klassiske problem, at arbejdsgiverne gerne ville have erfaring, men for at få den erfaring havde jeg brug for, at nogen først gav mig muligheden. Som international kandidat oplevede jeg, at den cirkel kunne være ekstra svær at bryde.
Jeg ved selvfølgelig ikke, hvorfor jeg ikke fik de enkelte stillinger, jeg søgte. Andre kan have haft mere erfaring eller ganske enkelt passet bedre til jobbet. Men efter mange afslag begyndte jeg alligevel at overveje, om min internationale baggrund også spillede en rolle:
- Var mit danske sprog godt nok?
- Havde mit navn betydning?
- Var en arbejdsgiver måske usikker på kommunikationen eller på, om jeg havde tænkt mig at blive i Danmark?
- Eller kunne en kandidat med en mere velkendt dansk baggrund ganske enkelt føles som et tryggere valg?
Det er svært at vide, når man sidder på den anden side af ansættelsesprocessen, og jeg tror heller ikke nødvendigvis, at der ligger bevidste valg bag. Men oplevelsen har fået mig til at tænke over, hvor meget det velkendte betyder, når vi vurderer mennesker.
Sproget betyder meget – men forklarer ikke alt
At lære dansk har uden tvivl gjort en stor forskel for mine muligheder, og jeg forstår godt, at internationale studerende bliver opfordret til at lære sproget.
Der findes arbejdspladser, hvor dansk er nødvendigt, og selv på arbejdspladser med engelsk som arbejdssprog kan dansk have stor betydning for, hvordan man bliver en del af hverdagen.
Men på et tidspunkt havde jeg faktisk gjort meget af det, man anbefaler, og alligevel oplevede jeg ikke, at min internationale baggrund dermed blev betydningsløs.
Det fik mig til at tænke på, om vi måske nogle gange stiller spørgsmålet forkert. Vi taler meget om, hvad internationale kandidater skal gøre for at komme ind på det danske arbejdsmarked, men måske skal vi også interessere os for, hvad der sker på den anden side af bordet.
Hvis kandidaten har gjort meget af det, vi anbefaler, og stadig oplever en ekstra barriere, er det måske ikke kun kandidaten, vi skal lede efter forklaringen hos.
Hvornår holder man op med at være den internationale kandidat?
Jeg ved faktisk ikke, hvornår man holder op med at være “den internationale kandidat”. Er det efter seks år i Danmark, når man taler dansk, når begge ens videregående uddannelser er danske, eller når CV’et efterhånden rummer erfaring fra flere danske arbejdspladser?
Måske behøver jeg slet ikke holde op med at være international for at høre til på det danske arbejdsmarked. Min internationale baggrund er en del af mig, ligesom min danske uddannelse og mine erfaringer fra Danmark er det.
For mig er det derfor blevet mere interessant at spørge, om vi er gode nok til at se på, hvad et menneske faktisk kan bidrage med, også når kandidatens baggrund ikke er den, vi er mest vant til at møde.
For en anderledes baggrund behøver ikke kun være noget, en arbejdsgiver skal se forbi. Den kan også være en del af det, en medarbejder bringer med sig.
Det vil jeg fortælle mere om i næste del af serien.
