Livet leves ikke lineært
Når du kigger tilbage på tilværelsen, kan du sikkert genkalde dig en hel del situationer, hvor du havde udset dig et mål, lagt en plan og var 100 % dedikeret til projektet – blot for at opdage, at livet påtvang en kursændring.
Måske slog forældreskabet dine fremtidsplaner ud af kurs. Måske trak helbredet håndbremsen på en livsstil, du ellers elskede. Måske blev du pludselig pårørende på fuld tid og oplevede selve livets akse forskyde sig.
Uagtet hvad, du har med dig i bagagen, så kan du helt sikkert genkende dette:
Vi mennesker kan sætte os nok så mange mål og lægge nok så grundige planer, men nogle gange sker livet bare. Og pludselig er der vendt op og ned på prioriteterne, og dét der mål, vi ellers havde være så dedikeret til – ja, det er pludselig ikke længere det rigtige for os.
Livet leves ikke lineært – så hvorfor skulle arbejdslivet?
Myten om det ensporede arbejdsliv
De fleste mennesker er enige om, at livet og verden i mange henseender er langt mere foranderlig i dag end for 50 år siden. Vi har set denne foranderlighed i vores egen levetid – og vi ser den udspille sig i vores tilværelse og hverdag nu og her.
Alligevel oplever jeg, at vi holder fast i en forestilling om rigiditet i arbejdslivet. En forestilling om, at arbejdslivets forløb er at tage en uddannelse, få et job, holde snuden i sporet i den éne branche og blive lige nøjagtig dér, indtil vi går på pension.
Når jeg bringer dette emne op, hører jeg tit folk sige: ”Hmm, nej, jeg synes nu egentlig, jeg kender mange, der skifter branche eller tager en ny uddannelse sent i livet.”
Og det er et godt udgangspunkt – hvis vi samtidig tør give os selv samme muligheder.
Det handler ikke om mod – men om trivsel
I mine år som beskæftigelsesfaglig socialrådgiver har jeg mødt utallige mennesker, der blev hængende i jobbet længe efter, trivslen havde sagt stop. Mennesker, der hverken havde overvejet et brancheskifte, eller nye funktioner indenfor det eksisterende område, eller en ny uddannelse – men blot havde holdt krampagtigt fast i sit spor i arbejdslivet. Og ladet stressen vokse sig større. Ladet smerterne vokse sig værre. Ladet mistrivslen sive ud af arbejdslivet og ind i parforholdet, familielivet og selvbilledet.
Det handler ikke om, at have mod til at kaste sig ud i noget nyt. Det handler om at stå ved sig selv. Om at være ligeså ordentlig over for sig selv, som vi ville være overfor enhver anden.
Du ville aldrig tvinge en anden til at opretholde status quo, hvis vedkommendes både fysiske og mentale helbred skreg til himlen, at noget var rivende galt. Så hvorfor byde dig selv dén behandling?
Giv plads til de vigtige spørgsmål i dit arbejdsliv:
– Gør dén her ansættelse mig godt?
– Er der trivselsmæssige signaler, jeg sidder overhørig?
– Hvis alt var muligt – hvordan ville jeg så indrette mig arbejdsliv?
