De fleste af os er vokset op med en nogenlunde ens fortælling om arbejde: Man finder et jobopslag, sender en ansøgning, bliver kaldt til samtale, og hvis stjernerne står rigtigt, får man jobbet. Punktum.
Men hvad nu hvis den fortælling slet ikke passer til alle?
Som iværksættertypen og samtidig med behov for en ansættelse i fleksjob befinder jeg mig i en lidt anderledes position på arbejdsmarkedet. Og netop dér – i det, der umiddelbart kan ligne et benspænd – gemmer der sig faktisk et ret stærkt potentiale. For nogle af os handler det i virkeligheden mindre om at søge job og meget mere om at skabe job.
I dag er jeg blevet håndplukket til mit job, hvor jeg får lov at bruge alle mine innovative og ledelsesmæssige kompetencer i samspil med andre. Tilsammen bygger vi en drømmearbejdsplads, hvor vi skaber job til os selv og andre.
Når anderledes bliver en styrke
Hvis du står et sted i arbejdslivet, hvor standardløsningerne ikke passer helt – måske på grund af fleksjob, livssituation, helbred eller bare fordi du tænker anderledes – så er der en god nyhed: Du behøver ikke presse dig selv ned i en færdig jobkasse.
Du kan i stedet bruge det, du allerede ved om arbejdsmarkedet, jobtyper og vejene dertil, som inspiration. Ikke som facit. De kendte jobformer er råmateriale, ikke regler. Og når du kombinerer den viden med din indre motivation for at være i arbejde, opstår der noget interessant.
Det er her, det begynder at ligne en superkraft.
Start med dig selv
Inden du kan skabe dit eget job, er der én opgave, der er vigtigere end CV og LinkedIn-profiler tilsammen: At blive skarp på, hvad der fungerer for dig.
Spørg dig selv:
- Hvad motiverer mig ved at have et arbejde – helt grundlæggende?
- Hvordan forestiller jeg mig en god arbejdsdag?
- Hvordan skal det kollegiale fungere, for at jeg trives?
- Hvilke opgavetyper har jeg positiv erfaring med at løse?
- Hvilke opgaver drømmer jeg om at arbejde med – også selvom de ikke står i et jobopslag i dag?
- Hvornår føler jeg mig handlekraftig, energisk og fyldt med gåpåmod?
- Og hvornår føler jeg mig drænet, låst eller modsat?
Svarene er ikke bare refleksioner. De er pejlemærker. De fortæller dig, hvordan dit fremtidige job bør se ud, hvis du selv kunne bestemme.
Fra tanke til mulighed
Når du har en klarere idé om dit ønskede arbejdsliv, kommer næste skridt – og her bliver det sjovt: At begynde at dele det ønske med andre.
Ikke anmassende. Ikke som en salgstale. Men med den rette begejstring.
Tal om dine idéer, dine kompetencer og dit drømmescenarie i de relationer, du allerede har. Over frokosten. Til netværksmøder. I kaffepauser. Når nogen spørger: “Hvad laver du?” – så brug lejligheden til at fortælle, hvad du gerne vil skabe.
Ofte opstår job ikke, fordi nogen havde en stilling klar, men fordi nogen tænkte: “Det kunne vi faktisk godt bruge.”
Udvid banen – og dit netværk
Og nej, vi stopper ikke der.
Hvis du vil skabe dit eget job, er det en fordel at bevæge sig udenfor de vante cirkler. Opsøg nye typer netværk. Brancher, fagligheder eller fællesskaber, hvor din profil måske ikke er standard – men netop derfor interessant.
Gør det med pli. Med nysgerrighed. Med spidsfindighed. Og gerne med et glimt i øjet.
Du skal ikke kende løsningen på forhånd. Det er nok, at du tør stille spørgsmål og dele din retning.
Udfordr din egen forståelse af arbejde
Måske den vigtigste øvelse er denne: At turde udfordre din egen idé om, hvad et job er, og hvordan man får det.
Et job behøver ikke være en færdig stillingsbeskrivelse på 37 timer. Det kan være en sammensætning af opgaver. Et samarbejde. En rolle, der vokser over tid. Noget, der formes i dialog – ikke dikteres fra start.
Når du tager ejerskab over dit arbejdsliv på den måde, flytter magten. Fra systemet. Fra jobopslagene. Og hjem til dig selv.
Den korteste vej til succes
At skabe sit eget job er ikke nødvendigvis den nemme vej – men det er ofte den mest bæredygtige. For når dit arbejde er bygget op omkring det, du fungerer godt med, stiger både trivsel, værdi og holdbarhed.
Og måske vigtigst af alt: Du går fra at være jobsøgende til at være jobskabende.
Det er en position med langt mere handlekraft, end man lige tror. Du får måske ikke et job natten over, men vejen til et godt match bliver kortere, og min erfaring er, at man meget vel kan blive prikket ud til et job, som netop passer til én – fordi man har turde drømme højt og mærke efter indeni.
God fornøjelse med at skabe dit næste job.


