3 råd til at komme gennem den mørke vinter

 

Glæde og tungsind. Det er ofte de værdier, vi forbinder med henholdsvis lys og mørke, og det er der faktisk en god grund til. Her kan du læse mere om, hvordan lys og mørke påvirker os mennesker, og hvordan du kan komme godt igennem den tid på året, hvor energiniveauet for mange er lidt lavere.

Siden menneskets oprindelse har vi været dybt afhængige af lyset. Solens varme og stråler var lig med overlevelse, og derfor har vi altid indrettet vores liv efter døgnets rytme. Når det er lyst, er vi vågne, og når det er mørkt, sover vi. Sollyset påvirker blandt andet stresshormonet kortisol og søvnhormonet melatonin. Kortisol stiger med lyset og falder i mørket, mens melatonin gør det modsatte. Derfor er det helt naturligt, at lyset gør os mere vågne og opmærksomme, mens mørket kan få os til at føle os trætte og energiforladte.

Her på de nordlige breddegrader mærker vi det ekstra tydeligt i vintermånederne. Men hvad kan vi gøre for at holde energien oppe, når dagslyset er begrænset? Her er tre enkle og virkningsfulde råd, som virker for mig.

 

Få dagslys, mens solen er fremme

Solen er kun fremme i få timer om dagen. Så grib muligheden, når den er der. Gå en tur, løft blikket og mærk lyset i ansigtet. Arbejder du om formiddagen, kan du måske tage en walk’n’talk med en kollega eller tale med din chef om fleksibilitet, så du får mulighed for at komme ud midt på dagen.

 

Powernap

En kort powernap kan være en effektiv måde at genoplade på. Sæt en alarm til 20 minutter og læg dig med lukkede øjne. For mig fungerer det bedst efter frokost. Undgå at sove efter kl. 14, da det kan påvirke din nattesøvn.

 

Mindfulness

Jeg er selv stor tilhænger af mindfulness, fordi det giver både ro og ny energi. I mindfulness bevæger man sig i grænselandet mellem hvile og vågenhed, og ja, nogle gange falder jeg også i søvn. Øvelserne kan laves både i bevægelse og i stilhed, stående, siddende eller liggende. Vær tålmodig, for det kan tage tid at mærke effekten. Find den form, der passer til dig. Jeg foretrækker guidede øvelser, hvor jeg blot skal læne mig ind i stemmen og være til stede.

Selvom mørket kan føles tungt og uendeligt, varer vinteren ikke for evigt. Selv i de mørkeste måneder findes små sprækker af lys, som kan give ny energi og overskud. Giv dig selv tid og omsorg, så kommer foråret og lyset tilbage, før du ved af det.

 

Held og lykke.