Den uforudsigelige karriere

Mange drømmer om en god karriere – klare rammer, stabilitet og en tydelig vej fremad. Det giver både ro og sikkerhed. Faktum er bare, at det ikke altid er sådan, livet folder sig ud. Du kan drømme nok så meget om, hvordan du gerne vil have det, og hvordan din hverdag skal se ud. Men det er ikke altid noget du selv kan styre – det er noget, der er uden for din kontrol.

 

Ikke alle karriereveje følger den lige vej. For mange består arbejdslivet af skiftende muligheder, nye retninger og overraskelser undervejs. En uforudsigelig karriere kan virke usikker, men den kan også være fyldt med læring, frihed og personlig udvikling.

Når man ikke ved præcis, hvad næste skridt bliver, lærer man ofte at tilpasse sig hurtigt og gribe de muligheder, der opstår. Nye projekter, brancheskift eller spontane idéer kan føre til erfaringer, man aldrig havde planlagt.

I FlexAlliancen står vi lige nu over for nogle forandringer, som vi skal lære at agere i. Vi havde en snak om netop det uforudsigelige, og det gav mig associationer til nogle tidligere episoder i mit liv. Nemlig den mest uforudsigelige tid i enhver forældres liv – Når du får et barn.

At få et barn og at stå overfor en uforudsigelig karriere minder om hinanden på én vigtig måde: Begge dele ændrer ens liv, uden at man kan kontrollere udfaldet fuldt ud.

Når man venter et barn ønsker mange, nu om dage, at vide så meget som muligt, inden barnet overhovedet kommer til verden. Er det en dreng eller en pige? Hvilket tøj kan jeg købe? Hvilken farve skal males på værelset? Vigtigst af alt; hvad skal barnet hedde? Osv. osv.

 

Man kan planlægge nok så meget omkring det kommende barn og forældreskabet, men faktum er bare at du ikke rigtig kan planlægge noget alligevel, for du ved ikke hvilket barn du får. Er det en, der sover godt? Spiser godt? Er glad og nem og føjelig? Ja, så er du heldig!

 

Du kan også “risikere” at få et barn, der ikke vil sove mere end tre kvarter ad gangen, der kan opstå problemer med amningen, barnet kan have kolik og der kan være alt muligt andet i vejen med barnet. Det er ikke noget du kan forberede dig på, uanset om du så ved, hvad dit barn skal hedde, hvad farve værelset skal være og hvilket tøj barnet skal iklædes. Det er noget, du må lære at mestre hen ad vejen, mens du står i et kaos.

 

Kort sagt: Når man får et barn, kan man planlægge noget — økonomi, bolig, værdier — men selve oplevelsen af forældreskab udvikler sig hele tiden og kræver tilpasning, tålmodighed og evnen til at give slip på perfekte planer. Det samme gælder en uforudsigelig karriere: Man kan have ambitioner og mål, men vejen formes ofte af tilfældigheder, relationer, fejltrin og muligheder, man ikke kunne have forudset.

I begge situationer bliver man tvunget til at leve med usikkerhed. Til gengæld kan netop den usikkerhed også skabe mening, udvikling og en følelse af at vokse ind i noget større end den plan, man oprindeligt havde.

 

Essensen er altså at man hverken kan eller skal kontrollere alting, men at man i stedet skal lære at mestre det uvisse og at være fleksibel – kort sagt: At lære at være i kaos.