Tredje og sidste del af blogserien: Det danske arbejdsmarked set med internationale øjne
Da jeg flyttede til Danmark, var det ikke kun et nyt sprog og en ny kultur, jeg skulle lære at kende. Jeg skulle også vænne mig til en arbejdskultur, som på flere områder var anderledes end den, jeg kendte. I dag er nogle af de forskelle blevet noget af det, jeg sætter mest pris på ved at arbejde i Danmark.
Klokken 16 går man hjem
Noget af det, jeg lagde mærke til, var, hvor hurtigt et dansk kontor kan blive tomt sidst på eftermiddagen. Folk går hjem, når arbejdsdagen er slut, selvom arbejdet selvfølgelig stadig betyder noget.
I andre arbejdskulturer kan lange arbejdsdage være et synligt tegn på engagement. Den medarbejder, der kommer tidligt og går sent, viser på den måde, hvor dedikeret vedkommende er. Min oplevelse i Danmark har i højere grad været, at man godt kan være ambitiøs og engageret i sit arbejde og samtidig prioritere det liv, man har udenfor.
Der skal hentes børn, laves aftensmad eller dyrkes sport. Man skal være sammen med familie og venner eller måske bare hjem og have fri. For mig fortæller det noget vigtigt om synet på arbejde: Arbejdet må gerne være vigtigt, uden at det behøver fylde det hele.
Chefen hedder bare Mette
Noget andet, jeg skulle vænne mig til, var den forholdsvis lille afstand mellem medarbejder og leder. På mange af de arbejdspladser, jeg har mødt, bruger man fornavn, spiser frokost sammen og kan komme med forslag eller sige sin mening uden først at skulle igennem flere led.
Det betyder selvfølgelig ikke, at alle bestemmer lige meget. Nogen har stadig ansvaret og træffer de endelige beslutninger. Men når man ikke kender arbejdskulturen på forhånd, kan det være svært at gennemskue, hvad der forventes. Hvornår skal jeg selv tage initiativ, og hvornår skal jeg spørge først? Hvor direkte kan jeg være over for min leder, og må jeg virkelig sige, hvis jeg synes, at noget bør gøres anderledes?
Jeg er blevet meget glad for den frihed og tillid, der kan ligge i selv at organisere sit arbejde og tage ansvar for sine opgaver. Men friheden kræver også, at man lærer de forventninger at kende, som ikke altid bliver sagt højt.
Frokost er mere end frokost
De uskrevne regler viser sig også i de små ting. Jeg har for eksempel oplevet, at frokostpausen har en vigtig social funktion på danske arbejdspladser. Her taler man om weekenden, familien, ferien og alt muligt andet, som ikke nødvendigvis har noget med arbejdet at gøre.
Det er ofte i de uformelle samtaler, at man lærer sine kolleger at kende og bliver en del af fællesskabet. Derfor kan sproget få en anden betydning her. En arbejdsplads kan godt have engelsk som arbejdssprog, mens samtalen omkring frokostbordet alligevel automatisk foregår på dansk.
Jeg tror sjældent, at nogen bevidst forsøger at holde en international kollega udenfor, men man kan alligevel komme til at stå på kanten af fællesskabet, hvis man ikke kan følge med i den del af arbejdspladsens sociale liv. Det er et lille eksempel på, hvorfor integration på en arbejdsplads ikke kun er den internationale medarbejders opgave.
De regler, ingen rigtig fortæller om
Efter seks år i Danmark er meget af det, der i begyndelsen var fremmed for mig, blevet almindeligt. Jeg sætter pris på et arbejdsliv med tillid og frihed og på tanken om, at man kan passe sit arbejde godt og samtidig have et liv udenfor.
Men når man kommer udefra, får man også øje på, hvor meget af en arbejdspladskultur der aldrig står i en personalehåndbog. Derfor tror jeg, at danske arbejdspladser kan have gavn af indimellem at se på sig selv med den nyansattes blik: Hvad forventer vi af hinanden uden egentlig at sige det, og hvilke sociale koder regner vi med, at alle allerede kender?
Nogle gange opdager man først en uskreven regel, når man allerede har brudt den.
Måske er det netop en af fordelene ved at have oplevet en arbejdskultur både udefra og indefra. Man opdager, at meget af det, vi selv synes er helt naturligt, i virkeligheden bare er blevet så velkendt, at vi ikke længere tænker over det.
Det internationale blik kan derfor noget mere end at lære at passe ind.
Det kan også hjælpe os med at få øje på den arbejdsplads, vi selv har skabt.
Her kan du læse første del af blogserien
Her kan du læse anden del af blogserien
